Innovationsfondens Iværksætterpilot-program skifter navn og får ny operatør. Fra i dag er den daglige drift lagt i hænderne på et konsortium bestående af Copenhagen Institute of Interaction Design og Dansk Design Center, og programmet skifter navn til InnoFounder.

Fokus på designdrevet innovation skal hjælpe danske iværksættertalenter med at skabe værdi for deres kunder. Hvor fokus traditionelt har været på forretnings- og produktudvikling, skal iværksætterne nu også lære at være tættere på slutbrugeren og derved skabe succesfulde produkter og løsninger for kunderne.

Inkubatoren får navnet Innofounder.

Skal skabe globale vækstvirksomheder

Programmet er drevet af Innovationsfonden og har siden 2014 været et tilbud til iværksættere in spe fra de videregående uddannelser i Danmark. Efter tre år er tiden så inde til en ny operatør. Det bliver Danish Design Center (DDC) og Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID), der sammen i et konsortium skal lede iværksættertalenterne gennem kreativ problemløsning og brug af prototyper og iterative forløb.

”Vi er overbeviste om, at et stærkt designbaseret og internationalt orienteret forløb kan hjælpe iværksætterne til at udvikle succesfulde ideer, som kan indfri deres ambitioner om vækst. Vores klare målsætning er, at iværksætterpiloterne ender med at skabe ambitiøse, skalérbare og globale vækstvirksomheder,” siger Christian Bason, CEO for Dansk Design Center.

InnoFounder skal kunne måle sig på verdensplan

Netop det internationale perspektiv skal være kendetegnende for InnoFounder. Det nye konsortium skriver i en pressemeddelelse, at InnoFounder skal trække på DDCs og CIIDs store netværk i både det nationale og internationale økosystem for design og iværksætteri. Målet er at skabe et intenst og udbytterigt inkubatormiljø, som kan måle sig med de førende i verden.

”Hvor Silicon Valley er blevet mekka for teknologi-dreven innovation og inkubator-programmer har Danmark potentialet til at blive et af verdens førende lande indenfor design-dreven innovation og iværksætteri, med fokus på værdiskabelse for mennesker,” siger Simona Maschi, CEO for CIID.

Forankret i startup økosystemet

Målet er at integrere iværksættertalenterne i økosystemer i hele landet. De bliver bakket op aferfarne iværksættere som Tommy Andersen, stifter af Libratone, Kirsten Drejer, Executive Director af Symphogen, og Theis Søndergaard, Co-founder og Chief Product Officer i Vivino med 15 års iværksættererfaring.

Management-teamet bag InnoFounder kommer til at bestå af Jan Krog Henningsen, der er iværksætter bag syv startups og professionel mentor for 20+ startups gennem Venture Cup og inkubatorerne Dare2Mansion og CIID Nest og Christoffer H. Malling, der er forhenværende adm. direktør i #CPHFTW.

Sidstnævnte forklarer, at det er afgørende for programmets succes, at de formår at forankre iværksætterne i økosystemet.

”Efter et år i inkubatoren skal iværksætterne leve af deres relationer hvad enten det er adgang til investorer eller vidensdeling. I et konkurrencepræget økosystem er det afgørende, at de formår at navigere. Derfor er det også vores opgave give dem muligheden for at skabe et netværk,” siger Christoffer H. Malling.