Danskerne kommer i direkte med kontakt med musikundervisere på musikundervisning.dk, og det har gjort platformen til en solid forretning. Efter fire år i den deleøkonomiske niche, kigger platformen nu mod resten af Europa.

Hvor alle for 10 år siden skulle have deres egen webshop, tyder mere og mere på, at det i dag handler om at lave en platform for en ny vertikal.

Et af skuddene på stammen hedder musikundervisning.dk, som siden 2014 har arbejdet på at gøre op med, at musikundervisning kun kan komme fra aftenskoler eller musikkonservatorier.

“Musikken har altid kunnet samle danskerne. For nogen er det en ny hobby, og for andre handler det om ikke at synge pivfalsk til en familiefest. Men alle vores elever har en glæde ved musikken, som de gerne vil tage til næste niveau”, siger Asbjørn Eggers, stifter af musikundervisning.dk, der selv har en baggrund som musiklærer.

Sidste år fik platformen 2.325 nye elever med 24.146 afholdte lektioner til følge. Det er en stigning på 32 procent i forhold til 2016, hvor 18.333 elever forsøgte at forbedre deres musikevner hos den århusiansk platform.

Asbjørn Eggers stifter af musikundervisningdk

Løser et problem i det gamle marked

I 2016 stod flere end 15.000 danskere på venteliste til musikundervisning ifølge Danmarks Statistik. Og det er det problem, som musikundervisning.dk vil løse.

På klassisk platform-manér sætter de eleverne i kontakt med deres netværk af 600 godkendte undervisere, som er musikalsk uddannede og har en ren børneattest. I modsætning til lignende platformstjenester for lejlighedsudlejning eller taxikørsel, er underviserne direkte ansatte af Musikundervisning.dk, der udbetaler lønnen som a-indkomst, så der betales skat af beløbet.

Underviserne får en fleksibel løsning, og eleverne skal ikke længere stå i kø til at få undervisning og kan blive undervist hjemme hos dem selv.

“Vi ser os udelukkende som et supplement til den offentlige musikundervisning, der stadig er den vigtigste kilde til danskernes musikundervisning. Men vi kan heldigvis være et alternativ til de mange danskere, der enten står på venteliste eller bare er vant til at finde løsningen online,” siger Asbjørn Eggers.

Går international i 2018

Indtil nu har musikundervisning.dk i høj grad været drevet af stifteren, som siden start fået 15 medarbejdere omkring sig på kontoret i Århus. Efter løsningen for alvor er fænget an på hjemmemarkedet, gør de sig nu klar til at ekspandere – blandt andet med en investering fra Kickass Capital i ryggen.

“Vores fremgang i Danmark bør ikke være så kompliceret at overføre til andre markeder, for musikglæden er jo global. Vi har en platform, som både undervisere og elever vender tilbage til, og samtidig fortæller folk i deres netværk om. Så på den måde har jeg høje forventninger til vores internationale vækst i 2018,” siger Asbjørn Eggers.

Forretningen er i første omgang blevet udvidet til Holland, hvor website og markedsføring er blevet rullet ud i starten af året, og inden længe forventer Musikundervisning.dk også at være klar til udrulning i Norge.