Både antallet og slagkraften bag de succesfulde startups fra Aarhus er større end nogensinde. Økosystemet rumler hele vejen fra bunden, for flere stakeholders end nogensinde før er i gang med at opbygge momentum.

Da Morten Sønderskov for seks år siden trådte ind ad døren til startuppet Lunar i Aarhus, var det for at arbejde på den første version af bankappen sammen med bare 10 andre medarbejdere. Men selvom startuppet hverken havde et færdigt produkt eller indtjening, var det på en prominent adresse på havnen i Aarhus.

Morten Sønderskov, COO i Lunar.

”Det betød noget fra start at være i hjertet af Aarhus. Det var jo at turde satse på den høje klinge fra start – også på placeringen af lokaler – for at sige: Vi mener faktisk det her, vi vil bygge noget stort i Aarhus,” husker Morten Sønderskov, COO i Lunar.

Siden er teamet på 10 blevet til 600 medarbejdere, og virksomheden har vokset sig til en værdiansættelse på over to milliarder dollars, hvilket gør dem til den tredje unicorn født i Aarhus. Og selvom banken også har åbnet hubs i København, Stockholm og Oslo undervejs – og ikke mindst fået Will Ferrell som investor og reklame-ansigt – så har Lunar stadig 170 medarbejdere i Aarhus, som fortsat er en central tech-hub.

”Vores oprindelige hjemsted er Aarhus, og selvom vi også er til stede i andre byer nu, er der ingen tvivl om, at Aarhus stadig fylder rigtig meget i vores DNA: Vores kultur er dannet og båret med fra mange af de første medarbejder i tiden i Aarhus,” siger Morten Sønderskov.

Lunar sluttede sig sidste år til klubben af aarhusianske unicorns, som også tæller Just Eat og Trustpilot. Og modsat forgængerne har Lunar beholdt en stor del af sine medarbejdere i fødebyen. 

Miljøet i samme retning

Lunar er det seneste stjerneskud fra Aarhus, men byen har fostret yderligere to unicorns såvel som en lang række andre succesfulde startups og toneangivende startup-miljøer siden årtusindeskiftet. Meget af udvikling er dog foregået i siloer: Der har manglet et samlende fællesskab på tværs. Og det er netop missionen for den nye organisation The Link.

”I Aarhus er vi små nok til at alle kender hinanden. Vi er store nok til at kunne komme ud over stepperne. Så vi har faktisk et potential her, og når vi kan få folk til at løbe samme retning, så kan vi flytte en masse. Derfor kæmper vi for at gøre de gode fragmenter til et mere samlet økosystem,” siger Mette Tønnesen, direktør for The Link.

Organisationen står blandt andet bag fællesplatformen Startup Aarhus, eventet Aarhus Townhall, som for nyligt samlede 500 deltagere fra økosystemet, og har til efteråret lokket det internationale startup-summit Slush til byen med sit satellitevent Aarhus Slush’D.
The Link gør det dog langt fra alene. Alle indsatserne foregår i samarbejde med en lang række af startups, corporates, investorer, offentlige organer og vidensinstitutioner udfra tesen om, at økosystemet kun i fællesskab kan hæve ambitionsniveau, skabe bedre vilkår og få mere international opmærksomhed.

Fra venstre: Lasse Chor, Line Breckling og Mette Toennesen, som står bag The Link. Foto: Ray Løvschal.

Aarhus i tal:

  • 3 Unicorns
  • 7.600+ startups
  • $530M investeret
  • #7 på Global Innovation Index (Danmark)

Uddannelserne har ændret sig

Kort inden The Link blev stiftet, åbnede Aarhus Universitet for sit nye, store iværksættermiljø kaldet The Kitchen, og efter tre år er 170 virksomheder tilknyttet, som er startet af studerende og ansatte på universitet. Samtidig har VIA University College besluttet, at entreprenørskab skal være et tema på alle uddannelser. Og det er ifølge Jeppe Dørup Olesen, som er chef for The Kitchen, et meget godt billede på den bevægelse der er i gang på byens uddannelsesinstitutionerne.

”Der er stor forskel på, hvad uddannelserne bidrog med for 10 år siden, og hvad der sker i dag. Der er virkelig blevet taget noget initiativ for at sætte fokus på startups og arbejde seriøst med iværksætteri,” siger han.

Det har da også gjort vejen fra studerende til stifter af et startup mere tydeligt: De studerende møder entreprenørskab i undervisningen, og kan bagefter gå i The Kitchen for at afprøve en idé. Når den er etableret, kan de fortsætte rejsen hos byens branchespecifikke innovationsmiljøer. Alt sammen med forbilleder som Lunar, Humio og Bright Star Studios, der de seneste år har vist, hvor stort et startup kan blive i Aarhus.

”Jeg tror, det er vigtigt, at man værdsætter og omfavner en stor diversitet i økosystemet, så der er mange veje til succes. Og jo flere der får succes, jo mere aktivitet bliver der også i økosystemet – for de kan give nogle af deres ressourcer og erfaringer videre. Derfor er det en vigtig del af økosystemet, at der hele tiden er et næste trin, man som startup kan træde op på,” siger Jeppe Dørup Olesen.


Studiebyen Aarhus:

  • Aarhus Universitet ligger i top 100 på verdensplan, men universitet er blot én blandt mange uddannelsesinstitutioner i Aarhus. VIA University College, Aarhus BSS, Arkitektskolen, Journalisthøjskolen, Det Jyske Musikkonservatorium og Erhvervsakademi Aarhus er blot et par eksempler på de mange muligheder i byen.
  • Det betyder også, at Aarhus i høj grad er en ung studieby. Faktisk er postnummeret 8000 Aarhus C det første større postnummer i Denmark, hvor halvdelen af indbyggerne er unge i 20’erne.

Kilde: Danmarks Statistik (POST1A) og DR.dk


De store og de små

Veletablerede IT-virksomheder som Systematic, Designit, Trifork og Stibo har for længst vist innovationskraften i Aarhus, og også internationale giganter som Google og Uber har placeret udviklingsafdelinger i den jyske hovedstad.

Alligevel har både iværksættere og de store virksomheder kigget forbi hinanden. Men også her er der nu en udvikling i gang: Et nyt netværk for store virksomheder, der er interesseret i at investere i startups – såkaldt corporate venture capital – har set dagens lys. Og det er godt nyt for de unge virksomheder, som dén vej får bedre mulighed for vækstkapital, branchespecifik sparring og samarbejder med de store virksomheder.

Store virksomheder som Grundfos, Arla og Aura har tilsluttet sig netværket, for at dele erfaringer. Og sidstnævnte har allerede oprettet Aura Ventures, hvor der er afsat et tocifret millionbeløb om året til at investere i startups:

”Vi vil være den oplagte partner for startups, og at finde vores plads i økosystemet, er en rejse jeg ser frem til. Med vores investeringer kan vi være med til at bringe nye løsninger til markedet. Sammen med gode lokale aktører, håber vi også at kunne være med til at gøre Aarhus endnu mere attraktiv for startups,” fortæller Martin Schorling Overgård, der leder Aura Ventures.


Styrkepositioner i Aarhus:

1. oktober 2020 blev der sat navn på Danmarks 14 nye erhvervsklynger. 8 af de 14 erhvervsklynger har fysisk tilstedeværelse i Aarhus:

Klynger med hovedkontor i Aarhus:

  • Fødevarer & Bioressourcer: Food & Bio Cluster Denmark
  • Digitale teknologier: DigitalLead

Klynger med filialer i Aarhus:

• Miljøteknologi (CLEAN – Danmarks Miljøteknologiklynge), Energiteknologi (Energy Cluster Denmark), Life science og velfærdsteknologi (Life Science Cluster Denmark), Design, mode og møbler (Lifestyle & Design Cluster), Robot- og droneteknologi (Odense Robotics) samt Animation, spil og film (Vision Denmark)

Kilder: BusinessAarhus.dk og Aarhus Kommune.


”Vi er slet ikke i mål”

Over hele linjen er det aarhusianske startup-økosytem modnet markant det seneste årti. Offentlige såvel som private aktører udvikler sig, og er begyndt at samle sig på tværs. Og Lunar er med sin unicornstatus den klare stjerne som viser, at også byens startups i dag er på et andet niveau end for bare få år siden.

Lunar er dog langt fra den eneste nye stjerne i det aarhusianske miljø: Fintech-kollegerne fra Aiia er solgt til Mastercard for et trecifret millionbeløb, amerikanske CrowdStrike har opkøbt data-startuppet Humio for 2,4 mia. kroner, og spilvirksomheden Bright Star Studio har fået forudbestillinger til sit computerspil for over en milliard kroner.

”Der er stadig mange tech-virksomheder som udvikler sig i Aarhus – på godt og ondt. Og når jeg siger ondt, så er det mest fordi konkurrencen for at triltrække tech-talenter i Aarhus er på max,” siger Morten Sønderskov fra Lunar med et grin.

For 10 år siden var det almen startup-visdom, at man hurtigst muligt skulle til København, London eller Silicon Valley, hvis man ville drive virksomheden til noget stort. Men når Morten Sønderskov ser tilbage, gav det god mening for Lunar at slå rødder i Aarhus og vokse herfra.

”Der er ikke noget som helst der indikerer, at vi ville blive mere succesfulde ved at flytte alt til København eller andre byer – tvært imod. I dag er det en stor styrke, at vi er repræsenteret i vores hubs på tværs af Danmark, Norge og Sverige, så vi kan få nye talent ind alle steder,” siger Morten Sønderskov.

Og måske er det også de jyske rødder der viser sig, når han ikke for alvor vil anerkende den nye unicorns betydnings for selvforståelsen i det aarhusianske økosystem.

”Jeg kan godt se, at vi er lykkedes med et projekt, som vi er kommet langt med, og udefra set kan det være spændende og inspirerende. Men omvendt; når du sidder i det, så tænker du, at en ny dag med nye udfordringer venter. Det er bare det, vi skal gøre. Vi er kommet super langt – men vi er slet ikke i mål endnu.”

[mailpoet_form id=”8″]