Novozymes har efter et testforløb investeret i en ny klimavenlig filtreringsteknologi fra det danske startup Lyras. Med tiltaget forventer den globale markedsleder både at forbedre arbejdsmiljøet og nedsætte energiforbruget indenfor industrielle enzymer. 

Fremover kan nogle af Novozymes ansatte ånde lettet op. For biotekkoncernen har netop investeret i ny filtreringsteknologi fra det danske foodtech-startup Lyras, der erstatter mange af de fysisk belastende filtreringsprocesser, der førhen har krævet manuel håndtering.

Lyras har udviklet teknologien, ‘raslysering’, der inaktiverer mikroorganismer ved hjælp af UV-lys. Teknikken er langt mindre energikrævende end traditionel pasteurisering og filtrering og man Novozymes forventer derfor at spare mellem 60 og 90 procent af den energi og 60 til 80 procent af det vand, som traditionel pasteurisering kræver.

”Da en række enzymer ikke kan tåle høj varme, bruger vi i dag klassiske dybdefiltreringer til fjernelse af biobyrden i vores produkter. Derfor udskifter vores ansatte dagligt tunge sæt af filterplader, som en del af oprensningsprocessen til det færdige enzymkoncentrat. Med raslysering slipper vi for det. Samtidig får vi endnu mere kontrol over uønsket mikrobiel aktivitet i vores processer. Vi forventer også at kunne se forskel på energiregningen. Så raslysering passer på alle måder perfekt ind i Novozymes grønne strategi,” forklarer senior director Steen Skærbæk, Novozymes.

Også hos Lyras vækker det nye samarbejde begejstring.

”Det er stærkt, at store, anerkendte virksomheder som Novozymes går forrest og integrerer nye grønne teknologier. Novozymes har været en fantastisk samarbejdspartner i forløbet med at teste og definere grundlaget for en optimal løsning. Vi er stolte af, at vi i fællesskab har skabt grundlag for et anlæg, som en virksomhed med så højt forskningsniveau som Novozymes, investerer i og vil bruge globalt på sigt,” siger CTO i Lyras, Nete Zarp Nielsen.

Skal udbredes globalt

Hvis et mejeri, som producerer 40 tons valle i timen, går over til raslysering i stedet for traditionel pasteurisering, vil det, baseret på EU gennemsnit, udlede 519 tons CO2 mindre om året. Det svarer til energiforbruget ved at køre 164 gange rundt om jorden i en almindelig familiebil.

Derfor er den klare ambition, at Novozymes nye raslyseringsanlæg fra Lyras på sigt bliver udrullet globalt.

”Når UV-teknologien giver de forventede fordele på Novozymes’ fabrik i Kalundborg vil næste logiske skridt være at installere Lyras’ UV-teknologi på flere af vores globale strategiske Sites, der producerer high-value enzymer og proteiner til fødevareindustrien,” siger senior director i Novozymes, Steen Skærbæk.