I disse dage samles erhvervsfolk, politikere og medier på solskinsøen Bornholm til Folkemødet 2017. Her vil børsaktuelle Conferize slå et slag for, at politikerne skal blive bedre til at lytte og lære for at skabe vækst.
Danmark har, hvad der skal til, for at blive en af verdens bedste startup-nationer. Det mener serieiværksætter og stifter af Conferize, Martin Ferro-Thomsen. Men hvis det skal ske, skal politikerne blive bedre til at lytte og lære af industrien for at sikre vækst og jobs, mener han.
“Der er mere end nok kapital i Danmark til at finansiere de næste mange verdenssuccesser, og vi har idéerne og talentet til at skabe dem. Men politikerne bliver nødt til at gennemføre de ændringer, der skal til for at fastholde talentet og høste frugten af vore stærke innovationskraft herhjemme. Det kræver lydhørhed, vilje og mod, men det er muligt”, siger Martin Ferro-Thomsen i en pressemeddelelse.

Undrer sig over politikernes mangel på åbenhed over for initiativer

Hans budskab støttes af hovedinvestor i Conferize, Lars Kolind, som er tidligere CEO for Oticon samt bestyrelsesformand Allan Søgaard Larsen, tidligere koncernchef i Falck. De er alle taget med til Folkemødet på Bornholm for at deltage i dialogen om Danmarks fremtid som startup-nation.
“Jeg mener i al beskedenhed, at mine medstiftere og jeg har vist, at man kan lykkes i Danmark. Men lige nu sker det på trods. Hvis der er noget, som vi alle – uanset partifarve – burde kunne enes om, er det jobskabelse og finansiering. Men det undrer mig, hvor lidt politikerne er åbne over for initiativer, der faktisk handler os ud af krisen, frem for bare at snakke om det,” siger Martin Ferro-Thomsen.

Virksomheder skal kunne blive i Danmark – og vokse

Det er nemlig ikke længe siden, at Conferize gik på børsen i København. Med børsintroduktionen vil Conferize ruske op i den globale møde- og eventindustri, og det er Martin Ferro-Thomsens ambition, at Danmark skal blive ved med at være vækstbasen for hans startup – derfor valgte de også at blive noteret på netop Nasdaq First North i København.
Nu vil stifteren indgå i dialog med de ledende politikere og aktører fra alle fløje for at sikre, at særligt tech- og innovationsdrevne virksomheder kan etableres og vokse sig store med Danmark som base frem for at være nødsaget til flytte deres værdi- og jobskabelse til udlandet i jagten på kapital, som det oftest sker i dag, siger Martin Ferro-Thomsen og kaldet det, et stort spild, der skal bekæmpes.