Planday, der af flere omgange har rejst store millionbeløb til sin vækst, skruer yderligere op for vækstambitionerne på det europæiske og amerikanske marked. Derfor har de netop hentet en række tunge folk ind til centrale nøgleposter.

Christian Brøndum har været med i Planday siden 2013, hvor staruppet så dagens lys. I dag tæller startuppet 140 ansatte og kontorer i seks lande. Christian Brøndum er CEO og han har sammen med stifterne netop ansat tre store profiler, der skal være med accelerere en planlagt skalering.

”Vi vil gerne skalere virksomheden så hurtigt, det er muligt, og derfor har vi valgt at skære nogle hjørner ved at trække nogle personer ind, der kender til det at levere og skalere SaaS-produkter i en enorm skala eller som har erfaringer med sig fra andre store start-ups. Det har vist sig at være den rette beslutning, for de har allerede udfordret os på en række områder,” siger Christian Brøndum i en pressemeddelelse.

Læs også: Planday lukker investering på 93 millioner kroner

En dansker vender hjem fra dalen

En af de tunge profiler er danske Rasmus Mencke. Han hiver teltpælene op i San Francisco og flytter til Danmark for at arbejde som CPO. Han kommer fra en stilling som Senior Director Product Management hos Salesforce.com, hvor han var i mere end 11 år.

”Jeg tror på, at Planday bliver det næste store startup, der kommer til at gøre det ekstremt godt i udlandet, og det vil jeg gerne være med til. Efter at have boet og arbejdet i USA i 17 år og have været ombord hos både Oracle og Salesforce, der er vokset abnormt meget i samme periode, kan jeg se, at jeg har meget at tilføre til Planday i forhold til at komme op på den store klinge. I USA handler det rigtig meget om mindset, og om hvordan du får kunderne til at tro på dig og dit produkt,” siger Rasmus Mencke og fortsætter:

”Mit ansvar bliver blandt andet at sikre, at vi melder et roadmap ud for Planday og om, hvor vores produkt vil være om 12, 24 og 36 måneder og så sikre synlige rettidige produktopdateringer måned efter måned. Kunderne har behov for den form for forudsigelighed, for det kendetegner en modenhed for både vores produkt og virksomhed, og det vil hjælpe os med at få fat i endnu større globale kunder.”

Internationalt besat holdkort

Planday har også ansat Stephen Lucas som firmaets CFO. Han har arbejdet i både Sydney, San Francisco og London og kommer blandt andet med erfaring fra C9 og InsideSales.com, der begge som Planday leverer en software-as-a-service baseret ydelse.

Derudover er Asier Pereda blevet ansat som Head of Partners and Integrations. Han har tidligere været ved Zendesk, et dansk startup, der i dag er en global virksomhed. Hos Planday styrer Asier Pereda et team, der alene arbejder med at sikre integration med andre systemer og med RestaurantOS.