You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Copenhagen fintech, væksteventyr

Danmark er på vej til at bygge et nyt fintech-væksteventyr

Dansk fintech har fart på i tiden. En fart, der er accelereret over de seneste år. For at holde kursen, skal vi blive ved med at arbejde, som vi gør og satse mere på udlandet, fortæller CEO for Copenhagen Fintech. Derfor arbejder han sammen med Copenhagen Capacity og Innovationscentrene om at tiltrække udenlandske talenter og udbrede danske virksomheder globalt.

Danmark har muligheden for at bygge et væksteventyr. Et fintech-væksteventyr, fortæller CEO for Copenhagen Fintech, Thomas Krogh Jensen. Tallene i sektoren er nemlig meget positive og med målrettet fokus hen over 2017, håber han, at de forskellige dele af branchen kan være med til at skabe en selvforstærkende spiral.

“Fintech er værd at rette opmærksomheden mod. Ikke kun for opmærksomhedens egen skyld, men fordi der er nogle muligheder her for at skabe vækst og arbejdspladser i en branche, hvor teknologien ellers får skylden for at skære i mange traditionelle jobs. Omvendt kan fintech altså skabe jobs. Der ligger en væksthistorie her, som skal fortælles,” siger han.

Fra 2014-2016 blev der investeret 71,7 millioner dollars i dansk fintech; i 2014 lød tallet på 6,6 millioner, i 2015 var det steget til 15 millioner og i 2016 boomede kapitaltilførslen til 50,1 millioner dollars. I samme periode voksede antallet af fintechvirksomheder fra 98 til 124, og i efteråret fik de alle et fysisk mødested, da Copenhagen Fintech Lab åbende ved Christianshavns kanaler.

“Vi skal også kigge mod udlandet”

Den vækst skal bibeholdes ved at blive ved med at gøre mere af alt det gode, der er blevet sat i gang, mener Thomas Krogh Jensen:

“Det er afgørende, at vi får skabt en tæthed i økosystemet, en kritisk masse. Vi skal blive ved med at få nye virksomheder ud af universiteterne og startupkonkurrencerne, og vi skal blive ved med at satse på at få bygget nye, få hjulpet dem med skalering, adgang til marked, kapital og partnere. Først og fremmest herhjemme, men vi skal også kigge mere mod udlandet,” siger han.

Copenhagen Fintech arbejder derfor sammen med Copenhagen Capacity om at lancere kampagner, som skal tiltrække udenlandsk talent til Danmark, udbrede kendskabet til danske startups og tiltrække investorer med risikovillig kapital til Danmark. Derudover har Copenhagen Fintech lanceret to internationaliseringsprogrammer, hvoraf et Fintech Academy er en stor del af det ene.

Copenhagen Fintech rejser til London

Den 10. april rejser et hold fra Copenhagen Fintech så til London sammen med Copenhagen Capacity, Nets, Nordea og Spar Nord for at fortælle historien om det københavnske fintechmiljø. Det er en del af deres anden kampagne, som Copenhagen Capacity har lavet i samarbejde med Copehagen Fintech; den første fokuserede på tiltrækning af udenlandske talenter, denne er rettet mod virksomhederne, en slags Brexit-kampagne, som ultimativt skal få nogle af de engelske startups til at slå rødder i Danmark.

“Vi håber, at nogle af dem vælger at slå sig ned i København. Vi fortæller den gode historie om Danmark, vores engagement i Money 20/20-ugen til sommer, og håber at få startet en proces, hvor de har lyst til at komme herover, opleve miljøet og måske vælge København frem for Berlin, Frankfurt eller Paris, hvis de vil have del i det europæiske marked efter Brexit,” siger Thomas Krogh Jensen og fortsætter:

“Nu har de jo lige aktiveret artikel 50, og dermed sat udmeldelsen i gang. På fintech og den finansielle del er der nogle virksomheder, der skal finde ud af at forholde til sig til Europa og det europæiske marked i nye rammer. Det vil vi gerne have vores andel af.”

Indtil videre har 100 startups fra England meldt sig til arrangementet i London.

“Det har vi aldrig prøvet før. Det har Copenhagen Capacity for den sags skyld heller ikke. Vi var bange for, at vi stod med fem virksomheder, men på en uge ramte vi 100 med alt lige fra CFOs til CEOs, som vil høre historien om København og møde de danske og nordiske banker og startups,” siger Thomas Krogh Jensen.

Dansk fintech skal indtage USA og Indien

Som et led i talenttiltrækningen har Copenhagen Fintech også startet to internationaliseringsprogrammer op i Silicon Valley og Bangalore i samarbejde med Udenrigsministeriet og Innovation Center Denmark.

“Der sker meget i Indien – de springer nogle udviklingstrin over og er hurtigt på vej mod det kontantløse samfund. Taler man fintech, er det jo en global bevægelse, og der sker enormt meget i Singapore, Indien og mange andre steder end bare Europa. Er man en fintechvirksomhed, og ønsker man at skalere, har man i Indien adgang til 1,3 milliarder mennesker. Man skal bare finde ud af, hvor mulighederne ligger, lære kulturen og markedet at kende, og her kan vi i samarbejde med Innovationscenteret i Bangalore hjælpe danskerne med at få succes,” siger Thomas Krogh Jensen.

I samarbejde med Innovationscenteret i Silicon Valley har Copenhagen Fintech så startet et Fintech Academy i dalen. Her har Danmark allerede en stærk forankring, og markedet er ikke så langt væk i den danske bevidsthed.

“Vi vil hjælpe fintechvirksomhederne med at blive skarpere på det amerikanske marked og introducere dem til corporates, investorer og hele økosystemet herovre. Det er et epicenter for risikovillig kapital, men man skal være knivskarp for at følge med,” siger Thomas Krogh Jensen.

Men er han ikke nervøs for, at den selvforstærkende spiral i stedet bliver en boble? Slet ikke, svarer han.

“Vi har vist, at der er et behov, og vi kan se, det rykker internationalt. Ser man ud over bankerne, er der også behov for fornyelse inden for pension og forsikring. Så jeg er slet ikke nervøs for en fintechboble.”

UGENS STARTUP: