Du har sikkert dine go to-apps installeret på din telefon. Men mangler du nogle nye apps, som kan hjælpe dig i din professionelle hverdag, har vi her ni gode bud, som vi selv er ret afhængige af.
Dagligt bliver der lagt mere end 1000 apps i Play Store og ligeså mange i App Store. Du downloader nok en masse, for at glemme alt om dem igen, og du har sikkert dine go to-apps som du rent faktisk bruger. Men nogle gange kan det være godt med input til nye apps, som kan forbedre ens hverdag og gøre ens arbejde og rutiner mere effektive.
Her hos TechSavvy har vi alle vores favoritter, og dem vil vi gerne dele med jer – måske kan de også bliver jeres favoritapps til hverdag.
Last pass – din passwordmanager
Last Pass genererer et sikkert password til alle dine konti. Det vil sige, at skal du eksempelvis bruge et password til din LinkedIn, dit CRM-system og din Dropbox, kan Last pass generere et forskelligt password til hver, mens du blot skal huske dit login til Last pass. Last pass kan bruge på kryds og tværs af alle dine platforme.
Appen er som udgangspunkt gratis, men kan tilkøbes som en premium version med ekstra plads, support og familieløsning med op til fem brugere.
Feedly – alle dine tophistorier ét sted
Feedly er super nemt til nyhedsovervågning af dine favoritsites. Feedly bygger på et RSS-feed, som henter nyheder fra de sites, som du tjekker af. Du kan inddele dine sites i kategorier, eller feeds, hvor vi eksempelvis har et Tech-feed, et for magasiner og et for blogs.
In app vil det første, der møder dig, være topnyheden fra dit topsite, som du kan swipe væk eller læse mere. Bag billedet er der en liste, over sitets andre nyheder, hvor du igen kan klikke og læse eller swipe videre til næste medie.
Slack – Facebook for arbejdet
De fleste er nok bekendt med Slack, og med god grund. Det er det bedste sociale medie for arbejdet, mener vi.
I stedet for at scrolle gennem meterlange chats på Facebook for at finde lige dét link, din kollega sendte i sidste uge, som du skal bruge nu, eller søge i din konstant voksende indbakke efter lige dén mail, hvor mødereferatet gemmer sig, kan du oprette kanaler til jeres afdelinger, projekter eller hvad I lige taler om.
Der findes også andre løsninger – Facebook lancerede for ikke ret længe siden Facebook for Work, men vi holder os til Slack. Det fungerer.
Pocket gemmer dine artikler til, når du har tid
Pocket er et Browser-plugin, hvor man kan gemme artikler til senere. Falder du over en super spændende historie, som har lidt for højt lix-tal eller en længde, der gør det umuligt at nå den, mens du venter på bussen, kan du installere Pocket og gemme artiklerne til senere brug.
Pocket er delt op i video, artikler og billeder, du kan gemme med tags og kategorisere i favoritter eller gemme og dele indhold med dine venner.
PocketCast: Lyt til podcasts på tværs af platforme
Til podcasts er PocketCast rigtig lækker, fordi den er crossplatform. Det vil sige, at du kan høre podcast på computeren og fortsætte på mobilen, når du går ud og syncer automatisk, hvor langt du er kommet, mellem platformene.
Appen er ikke helt gratis, men der er dog en prøveperiode. Tilgengæld får man over 300.000 podcasts, mulighed for at organisere episoder efter egne filtre og avancerede playback features.
Reddit: Diskuter om alt med ligesindede
Diskussionsforummet Reddit er sådan helt generelt undervurderet, synes vi. Herinde er der fyldt med subreddits om alt, virkelig alt. Forummet har en ret sober tone, selvom det er mange og meget forskellige typer, som taler sammen på tværs af brancher og grænser.
Her er virkelig meget viden at hente – og plads til en del fjol – men ofte er Reddit hurtigere ude end mainstreammedierne, når det kommer til udlandsnyt.
Privat forbindelse med Opera
Opera er mere end bare en browser. Opera har også en række apps, som eksempelvis Opera VPN. Det er smart, hvis du sidder på en café eller et andet offentligt sted og arbejder logget ind på deres wifi – her er det nemlig nemt for tredjeparter at hacke sig ind gennem.
Med Opera VPN får du en mere privat og anonym browseroplevelse – og så er det gratis og krypteret.
If This Then That
Med IFTTT kan du synkronisere dine profilbilleder, så de er ens over sociale medier, du kan automatisk slå wifi til på din telefon, når du kommer hjem, logge hvor meget du arbejder eller få en notifikation, når ISS, den internationale rumstation, svæver højt over dit hjem.
IFTTT kan samarbejde med 360 apps inklusiv Twitter, Google Drive, Amazon Alexa og Philips Hue, så du har ét sted, hvor du kan finde alle dine favoritservices og kæde dem sammen. Det er lidt som en smarthub, så du kan skabe sammenhæng mellem dine rutiner.
#BrugHashtagSmartere
Den sidste på listen er som sådan ikke en app, men en funktion, som er rigtig fed, hvis man gerne vil have noget ud af alle sine hashtags.
Hashtagify.me er en lækker lille sag til at finde relaterede hashtag. Og det med hashtags er jo vigtigt. Herinde kan du finde relaterede tags til forskellige begivenheder eller mærkedage, du kan se hvilke brugere, der er top influencers inden for et bestemt tag og hvor populært et bestemt hashtag er.
Selvfølgelig er der også her mulighed for tilkøb, som eksempelvis en hashtag-tracker, men med den gratis indsigt kommer man også langt.