Rekrutteringsbureauer er helt normalt, når de næste dygtige medarbejdere skal findes. På samme måde vil startuppet Navireau være bindeleddet, som sørger for at finde det rette bureau-match indenfor digital markedsføring.
Skal man satse på SEO, smide penge efter annoncer på Facebook eller satse hele butikken på godt indhold til TikTok? Digital markedsføring er blevet en stor og mangeartet disciplin, som kan være en jungle at finde rundt i. Selv når beslutningen om en given kanal er taget, kan det være svært at finde ud af, hvilket bureau der er det rette til at hjælpe.
Navigationsproblemet mødte Simon, James og Mikkel fra første række, da de selv arbejdede i bureau-branchen. En del henvendte sig med opgaver, som de ikke ville være de rette til at løse, men de havde omvendt heller ikke et oplagt sted at viderestille henvendelserne til. Derfor satte de sig for at løse problemet med startuppet Navireau.
”En af de største udfordringer, som vi så, var, at kommunikationen mellem bureauerne og deres klienter ofte gav misforståelser. Der opstod mismatch i relationen og opgavehåndteringen. Og når kundernes behov udvikler sig i en retning, som bureauet ikke er specialister på, kan det være svært at hjælpe dem i retning af et andet bureau. Det vil vi alt sammen løse med Navireau,” siger James Raney, som er CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More i startuppet.
Trioen gjorde sig de indledende tanker om en platform, der kunne matche markedsføringsbehov med det rette bureau, for et år siden. Siden sommer er der kommet fuldt blus på virksomheden, som i dag har tilknyttet de første 20 bureauer og formidler de første opgaver.
Sikrer det gode match
Markedspladser, hvor kunden får tre tilbud på en given opgave, er langt fra nogen ny opfindelse. Men for Navireau handler markedspladsen om mere end bare at give tre tilbud for at få den skarpeste pris.
”Vi er ikke bare en bureau-database, som giver tre tilfældige tilbud. Vi går rigtig meget op i screening af kundeemnerne, så vi ved, at de er af den kvalitet, som bureauerne har brug for. Vi skubber ikke bare leads ud, fordi der er leads – men fordi der er et match. Vi går op i kvalitet over kvantitet, for det er afgørende i en branche som digital markedsføring,” siger James Raney.
Ud over at gøre det nemt at få tilbud på sin marketing-opgave, vil Navireau også være giftekniven, som sikrer det succesfulde samarbejde. Tesen er, at hvis startuppet formidler et samarbejde, der fungerer og skaber vækst for både bureau og kunde, så kommer de igen, når den digitale markedsføring skal udbygges.
”Ofte kommer kunder ind og beder om otte forskellige ydelser til et budget på 3000 kroner. Så er vores fornemmeste opgave at sige: Det er umuligt, hvis det skal gøres ordenligt – men lad os hjælpe dig med at finde det rette match mellem ydelse og budget, så du får mest muligt ud af det, du har,” forklarer James Raney.
Tech skal hjælpe partnerskabet på vej
Det er relativt enkelt at indhente tre sammenlignelige tilbud på stangvarer som græsslåning eller hjulskift på bilen. Digital markedsføring skal i højere grad tilpasses den enkelte kunde – som ikke nødvendigvis kender sit eget behov til fulde fra start.
Udfordringen har Navireau adresseret fra start, og løsningen er flerstrenget.
”For det første har vi en kvalificerende behovsafdækning, som vi kører på hjemmesiden. Her svarer kunden på, hvad det er for en type opgave, hvad der er vigtigt i samarbejdet, hvad budgettet er – i alt 10-15 spørgsmål. Derfra ringer vi alle op og tager en snak, hvor vi bliver endnu klogere på, hvad de har af erfaring, og hvad der er vigtigt for dem,” forklarer James Raney.
Samtidig har startuppet udviklet en algoritme, som kigger på både de kvalitative og kvantitative parametre, og derefter giver hver kunde en matching-score overfor hvert bureau. På den måde håber Navireau at kunne skalere løsningen effektivt – og på den lange bane være med til at skabe transparent i en branche, hvor det i dag kan være svært at se forskel på de brodne kar og den kompetente hjælp, der kan hjælpe virksomheden til vækst.