You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: “Man er en smule blind, hvis man er i tvivl om, at der er en revolution i gang i finansverdenen”

Danmarks nye digitale neobank, Kompasbank, vil med teknologi og analogt nærvær erobre markedet for små- og mellemstore virksomheder: “Visionen er en bank, der opererer meget, meget hurtigt” siger bankdirektør Michael Hurup Andersen, der for nylig fik banklicens af Finanstilsynet.

Danmarks nye digitale neobank, Kompasbank, vil med teknologi og analogt nærvær erobre markedet for små- og mellemstore virksomheder: “Visionen er en bank, der opererer meget, meget hurtigt” siger bankdirektør Michael Hurup Andersen, der for nylig fik banklicens af Finanstilsynet.

Da det kom frem, hvilken rolle flere af de konventionelle bankgiganter havde spillet i finanskrisen, banede det for vejen for et mere mangfoldigt finansmarked og den fintech-udvikling, vi ser i dag. Et af nybruddene var blandt andet neobankerne; nye fuldbårne eller delvist digitale platforme, der udbyder finansielle ydelser og ofte udfordrer de store, traditionelle bankinstitutioners mursten og mure ved at henvende sig til en niche på markedet.

Det samme kan man sige om den vision, Michael Hurup Andersen i 2017 vendte hjem fra finansverdenen i London med: Kompasbank er en ny digital first-bank, der ved hjælp af data og teknologi som machine- og repetition learning udelukkende henvender sig til små- og mellemstore virksomheder (SMV’er). For få måneder siden landede kulminationen på flere års arbejde: en banklicens fra Finanstilsynet.

Tilsynets officielle velsignelse skal dog ikke bruges til at udbyde børneopsparinger, boliglån, teenage-overtræk eller andre traditionelle bankydelser.

”Visionen er en bank, der opererer meget, meget hurtigt – det vil sige kan give svar inden for 48 timer. Det gør vi blandt andet ved at være fuldstændig cloud-native. Vi er født og lever i skyen. Og gennem en ekstremt omkostningseffektiv platform med en fokuseret techstack, der er målrettet SMV’er. Men vi har valgt ikke at udbyde ydelser til private forhold. Den slags ting er der masser af glimrende bankvirksomheder, der gør sig i. Det lader vi dem om,” fortæller Michael Hurup Andersen.

Men faktisk er der et men. For en bærende søjle for banken bliver indlån for ”hr. Og fru Danmark,” der ønsker, at privatopsparingen kommer den lokale slagter, mekaniker eller robotvirksomhed til gode. Med andre ord: SMV-Danmark.

Og hvorfor udelukkende det fokus?

”SMV’erne er dem, der skaber flest jobs og mest vækst i samfundet. Det er simpelthen der, man kan gøre den største forskel. Samtidig har coronakrisen vist, at det er et område, der har haft det svært og mangler muligheder for differentieret finansiering. Det er et underserviceret marked,” konstaterer Hurup Andersen.

Idéen opstod i London

Bag Kompasbank-stifteren ligger næsten 20 år i finansbranchen. Med en kandidatgrad i matematik-økonomi fra Aarhus Universitet og University of Virginia Darden School of Business og erfaring fra mange år i både Nordea og Saxobank er Michael Hurup Andersen efterhånden en garvet finansmand.

I 2013 flyttede han til London for at lede Deloittes Banking and Capital Markets-afdeling. Men det var først efter skiftet til det internationale konsulenthus Alvarez & Marsal, hvor Hurup Andersen rådgav om mergers & acquisitions, at han kom tæt ind på livet af fintech-industrien.

Og den tid plantede idéen til Kompasbank.

”I mine år i London blev jeg dybt involveret i den udvikling af fintech, der skete derovre. Mange af de etablerede banker smågrinede lidt, da de første neobanker tittede frem i 2016 og 2017; lånene, renterne eller priserne var jo ikke anderledes, sagde de. Men kunderne havde en helt anden holdning – de væltede til over de nye platforme. For det var en nemmere brugerflade, mere effektivt, en mere personlig betjening og en bedre løsning. Og kombinationen af automatisering og det nærværende synes jeg, var fascinerende. I dag er man er en smule blind, hvis man er i tvivl om, at der er en revolution i gang i finansverdenen.

”Og så har jeg jo nok fået det ind med modermælken at låne penge ud til det marked,” tilføjer Hurup Andersen, der voksede op med en far, som arbejdede i FIH Erhvervsbank i 30 år.

SMV’ernes har brug for mere hjælp

I Danmark findes der i dag omkring 225.000 SMV’er, hvoraf mange har begrænsede ressourcer og ofte prioriterer de mest presserende områder – produktet, salg og administration. Derfor kan det være en udfordring at søge finansiering hos de konventionelle banker, som gerne vil have et gennemarbejdet overblik over, hvordan finansieringen tjenes hjem.

”De store virksomheder har hele afdelinger, der udelukkende laver analyser over markedet, konkurrenterne og det økonomiske landskab. Dermed har de også meget bedre forudsætninger for at samarbejde med de store banker. Der vil vi gerne hjælpe med at gøre de danske SMV’er endnu mere konkurrencedygtige ved for eksempel at kunne levere den slags ting.”

Fortæller Kompasbank-stifteren, der ikke blot vil bruge teknologien på sin side af bordet, men også tage noget af slæbet i analysearbejdet.

”Det handler ikke kun om, at vi skal have vores penge igen. Det handler også om, at vi skal have pengene tilbage, så vi kan sende dem videre til den næste SMV, der har brug for finansiering. Derfor har vi jo en enorm interesse i at forstå virksomheden til bunds. Og det analysearbejde vi laver gennem de teknologier, vi har til rådighed, mener vi, at mange af virksomhederne også kunne få gavn af,” siger Hurup Andersen.

Ifølge Kompasbanks CEO har coronakrisen afsløret et stigende behov for mere hjælp til de danske SMV’er. Derfor vil han også stå i spidsen for at assistere virksomhederne mere, end de hidtil har fået. Blandt andet ved at samarbejde med andre banker om sammen at udstede lån.

”Det er problematisk, når SMV’erne ikke kan låne penge til at udvide forretningen eller købe den nye maskine, der hjælper produktionen videre. Derfor er vi nødt til at forholde os til, at en diversificeret fundingkilde kan være en rigtig værdifuld ting for en virksomheds overlevelsesevne,” fortæller bankdirektøren.

Derfor er det vigtigt, at man forstår virksomheden til bunds. Og det gør man bedst, når man møder dem i deres nærmiljø, mener Hurup Andersen, som understreger, at Kompasbank ikke skal eje, men “samarbejde” med SMV’erne.

”Vi har ikke en afdeling Øst eller Vest. Vi møder kunden i nærmiljøet, i egne rammer – fremfor at kunden skal køre fra Aabenraa til Aarhus Erhvervscenter og forklare i et iskoldt mødelokale, hvorfor idéen eller virksomheden er den rigtige at udlåne penge til. Vi har kombineret en ekstremt høj grad af teknologi og automatisering med en meget analog og nær tilgang til vores kunder. Så vi er ude og besøge dem fysisk. Det giver ganske enkelt noget andet at drikke en kop kaffe med folk hjemme hos dem selv,” siger iværksætteren.

Erfarne folk bag skranken

Det er en stor mundfuld at starte en bank i Danmark. Alene for at få licensen fra Finanstilsynet, skal der foreligge en startkapital på cirka 35 millioner kroner. Derfor krævede det en langsigtet plan og gode relationer, da Michael Hurup Andersen i 2017 sagde sit job op i London og begyndte at lægge byggestenene til, hvad der skulle blive Kompasbank, som i dag har til huse i Vedbæk med mere end 40 ansatte.

”Jeg var heldig at få nogle meget støttende investorer tidligt med ombord og få bygget et godt team, og så har vi sammen bygget banken op de seneste par år,” fortæller nordjyden.

Og det er ikke helt tilfældigt, hvordan holdet bag Kompasbank er skruet sammen. Som formand i bestyrelsen sidder blandt andet Jeppe Brøndum, der gennem de seneste 10 år har været chef for investeringsselskabet Blackstones danske afdeling, foruden Christian Motzfeldt, som er tidligere chef i Vækstfonden.

Blandt de mest prominente seed-investorer er blandt andet Jacob Wandt, der grundlagde og solgte virksomheden E-conomic, Søren Fryland Møller, der har haft en større aktiepost i Formuepleje og Christian Frahm, der via sit selskab United Fintech investerer i fintechselskaber.

Og ambitionerne flugter med folkene bag. For selvom Michael Hurup Andersen vil ikke tale om skaleringsplaner eller udlandseventyr endnu, synes han, udsigten ser ”besnærende” ud.

”Man kunne sagtens forestille sig, at vores teknologi egner sig til udlandet. Man skal huske på, at der i de seneste ti år er sket en række udviklingsmuligheder, der gør, at vi i hvert fald kan revidere den vurdering, de fleste danske konventionelle danske banker har haft. Nemlig at holde sig lidt tilbage ift. udlandet på grund af forståelsen af kulturen, markedet og sproget. Men i dag har vi data- og sammenligningsgrundlaget, og vi kan se, hvordan mange forskellige brancher bevæger sig i mange forskellige lande på samme tid. Muligheden for at forstå kunderne har aldrig været bedre.”

”Hvis man kigger på hele SMV-markedet i Skandinavien og Europa, er det et kæmpe marked, hvor der virkelig er underservicering og behov. Det er besnærende,” fortæller han begejstret.

Foreløbig har Kompasbank dog udelukkende danske kunder. Men hvor mange af de 225.000 SMV’er håber banken så på at samarbejde med? spørger jeg.

”Ud af de 225.00, der allerede eksisterer, vil vi gerne have 250.000,” siger iværksætteren med et glimt i øjet og sender et stort, nordjysk smil min vej.

UGENS STARTUP: